Tigerspring
Hvad er tigerspring?
FAQ - Ofte stillede spørgsmål til tigerspring
Når en lille ny ankommer til familien, skal barnet lære den nye verden at kende. Barnet udvikler sig, og for et lille menneske kan det nogle gange være svært at følge med, når sanserne, motorikken og følelserne udvikler sig med lynets hast.
I denne guide hjælper vi dig med at forstå de 10 tigerspring, eller udviklingsspring, dit barn ofte vil opleve i den første del af livet. Det kan virke som en stor mundfuld for forældrene, men her på BR.dk vil vi gerne hjælpe jer med at blive klædt godt på til at tackle de nye udfordringer, der kan opstå.
Hvad er tigerspring?
Venner og familie med børn har sikkert fortalt dig om de berygtede tigerspring med gråd, søvnløse nætter og trætte børn. Men hvad er tigerspring egentlig?
Tigerspring er faser eller perioder, hvor dit lille vidunder udvikler sig meget både mentalt og motorisk. Den store verden er jo helt ny for det lille menneske, så det kan være overvældende, og til tider også utrygt, når barnet lærer nye ting og begynder at forstå verden bedre.
Derfor kan børn være særligt tryghedssøgende og have brug for ekstra omsorg, når et tigerspring nærmer sig. Forskellige følelser kommer til udtryk hos barnet, og det kan være svært både for barnet og for forældrene at håndtere.
Tigerspring hvornår?
Ifølge Netsundhedsplejersken er der 10 tigerspring som børn vil opleve i deres udvikling. Tigerspringene er delt op efter alder, men dette er kun vejledende. Det er heller ikke sikkert, at I oplever alle tigerspring lige meget, for børn reagerer jo forskelligt.
Husk på, at børn også udvikler sig forskelligt. Derfor er det ikke sikkert, at dit barns udvikling passer ind i disse tigerspring. Nedenstående er kun vejledende, men på et tidspunkt vil du sikkert opleve, at dit barn ændrer adfærd og humør.
Nedenfor får du også gode idéer til legetøj, der kan hjælpe dit barn med at udforske de nye motoriske og mentale evner, så den store udvikling virker lidt mindre skræmmende. På den måde kan dit barn nemlig lære både sine nye evner og sig selv lidt bedre at kende.
1 tigerspring – ca. 5 uger
I denne alder begynder dit barn at udvikle sine sanser. Her begynder dit barn at se farver og være opmærksom på forskellige lyde – særligt jeres stemmer. Det er selvfølgelig overvældende, når sanserne udvikler sig. Derfor kan dit barn blive urolig og have svært ved at falde til ro.
Her kan nusseri og kærtegn hjælpe din baby. Derudover kan farverigt legetøj som fx en uro være interessant at kigge på. Du kan også stimulere dit barns sanser ved at ryste med en rangle foran din baby, så dit barn bliver nysgerrig på lyden.
2 tigerspring – ca. 8 uger
Ved andet tigerspring begynder din baby at fornemme mønstre og former. Samtidig bliver barnet også opmærksom på sine egne hænder og fødder. Det er en stor omvæltning for din baby, for pludselig bliver verden endnu større og måske også lidt uoverskuelig for en lille størrelse.
I dette tigerspring kan et aktivitetstæppe være sagen for din baby. Her er der nemlig ting, der dingler og forskellige farver og mønstre, der kan gøre din baby nysgerrig. Dit barn kan også have ekstra brug for fysisk kontakt og nærhed, så brug gerne tid på dette.
3 tigerspring – ca. 12 uger
I det tredje tigerspring begynder din baby at udvikle sin motorik ved at bruge hænder, arme og ben. Det er også her, at dit barn bliver opmærksom på, hvor I er henne. Dit barn kan bedre fornemme sine omgivelser.
Det være svært at rumme alle de nye indtryk, der kommer, når man befinder sig et nyt sted. Derfor kan barnet måske blive utryg ved, at du går ind i et andet rum eller I er på besøg hos andre. Det kan skabe uro, og dit barn vil ofte søge tryghed hos jer – helst i mor eller fars arme det meste af tiden.
Her kan dit barn måske finde tryghed ved en sutte- eller nusseklud, da den kan virke beroligende. Derudover kan det være en god idé med en bæresele eller en stol, så barnet kan være i nærheden af jer det meste af tiden.
4 tigerspring – ca. 19 uger
I dette tigerspring vil dit barn ofte blive mere motorisk stærk. Barnet kan måske gribe fat om legetøj og ryste det. Når man pludselig kan flere ting selv, kan det også virke skræmmende, og måske vil dit barn græde mere eller have behov for nærhed.
Babylegetøj som fx en rangle eller et aktivitetstæppe kan være perfekt til dit barn. Her kan din baby nemlig gribe fat om ting, lytte, være nysgerrig og kigge på de forskellige farver, mønstre og spejle for at styrke sin motorik.
5 tigerspring – ca. 26 uger
I det femte tigerspring kan din baby være ekstra opmærksom på, at I ikke befinder jer i samme rum. Dit barn udvikler nemlig en forståelse af forskellige afstande. Det kan også betyde, at dit barn bliver utrygt, hvis du forlader rummet.
Måske føler dit barn sig meget lille og sårbar, når mor og far pludselig er uden for rækkevidde, og verden føles dermed ekstra stor. Derfor kan jeres barn have ekstra brug for nærhed og kærtegn for at føle sig tryg i den store verden.
For at udvikle barnets forståelse af afstande, kan stableklodser eller puttekasser være sjovt legetøj, der kan underholde dit barn samtidig med, at motorikken også udvikles.
6 tigerspring – ca. 37 uger
Ved sjette tigerspring åbner verdenen sig for dit barns fødder. Nu skal alt udforskes og undersøges, og det kan ikke gå hurtigt nok! Her kan dit barn også begynde at fornemme kategorier – altså at en banan og en riskiks er mad, og en kat er et dyr.
Derfor kan billedbøger, sansebøger og andre former for børnebøger være et hit til det lille menneske. Her kan I udforske verdenen sammen samtidig med, at barnet lærer forskellige ting at kende. Det er en hyggelig og lærerig aktivitet, hvor I kan bruge masser af tid sammen.
7 tigerspring – ca. 46 uger
I dette tigerspring begynder dit barn at kende til rækkefølger. Det kommer fx til udtryk ved, at dit barn stabler klodser eller kopper. Det er også her, at dit barn udvikler en stærk vilje og helst vil gøre alt selv. Men når man er lille, kan det være svært at være selvstændig, og det kan være frustrerende.
For at skabe succesoplevelser for det lille selvstændige menneske, kan du finde sjove stableklodser fra fx Fisher-Price på BR.dk, hvor dit barn stolt kan fremvise sin kreation til jer forældre. Selvstændighed og succesoplevelser er nemlig med til at give barnet selvtillid.
8 tigerspring – ca. 55 uger
Det 8. tigerspring viser sig ved, at dit barn kan lidt flere ting og prøver at kommunikere mere med jer. Det kan fx være ved at hente skoene for at vise, at I skal udenfor. Sproget er ofte ikke udviklet endnu, så dit barn kan føle sig misforstået og frustreret, hvis I ikke forstå, hvad barnet mener.
Forskellige børnebøger kan også være en god idé i dette udviklingsspring. Dig og dit barn kan nemlig sidde og træne sproget i forskellige billedbøger og andre børnebøger. Dit barn kan også bruge en tro følgesvend i form at et trækdyr for at få selskab, når verdenen skal udforskes.
9 tigerspring – ca. 64 uger
I dette udviklingsspring lærer dit barn at forstå konsekvenser ved handlinger. Det kan betyde, at dit barn for alvor prøver dine grænser af. Det er derfor vigtigt, at du prøver at fortælle dit barn, hvor grænsen går. Dit barn har nemlig brug for regler og grænser for at forstå verdenen.
Tumlemøbler kan være gode til at aktivere dit barn og få tankerne hen på noget andet. I kan tumle sammen, og I vil helt sikkert opleve, at tumleriet kun kan lede til godt humør og grin!
10 tigerspring – ca. 75 uger
Sidste tigerspring! Dit barn udvikler nu samvittighed og viser ofte omsorg over for andre. Det er også i dette udviklingsspring, at dit barn lærer, at der er forskellige systemer og regler alt efter, hvor man befinder sig. Det kan være skræmmende, og måske vil dit barn sove meget uroligt om natten.
Forskelligt motoriklegetøj og tumlemøbler kan hjælpe dit barn med at få brugt noget energi. Dukker og bamser er også et hit, da barnet lærer at vise omsorg ved fx at putte dukken i seng. En sutteklud kan også hjælpe dit barn med at finde mere ro og tryghed om natten.
Hav tålmodighed – det er en fase
Selvom det måske virker uoverskueligt, at jeres lille vidunder skal gå igennem disse 10 udviklingsspring, så ér hvert tigerspring altså bare en fase. Hav tålmodighed og fortæl dit barn, at du sagtens kan forstå deres frustration.
Når de 10 tigerspring er overstået, vil din lille tiger helt sikkert være tæmmet. Husk på, at disse udviklingsspring faktisk er et udtryk for, at dit barn udvikler sig og er ved at blive sin egen lille personlighed. Vær tålmodig og vis kærlighed og forståelse – så skal I nok komme igennem det.