365 dages bytteservice i butikkerne og på BR.dk   |  Fri fragt på køb over 500,-
Ønskeliste
Din kurv

Få styr på reglerne til kongespil

Der er intet, der kan samle familie og venner som et havespil. Til gengæld er der heller intet, der kan skabe engagerede diskussioner som, når reglerne til et spil skal drøftes.  

Derfor har vi samlet de officielle regler lige her, så der aldrig er noget at være i tvivl om. Studér reglerne og bliv ekspert i kongespillet allerede i dag - betragt det som den officielle regelbog. Det er din garanti for altid at have det sidste ord, når en ven eller et familiemedlem fremover prøver at trodse spillets regler.  

Sådan er reglerne for kongespil 

Egentlig er kongespil meget enkelt. Det handler blot om at vælte modstandernes kubber for til sidst at vælte kongerne. Alligevel er der mange faktorer at være uenige om! 

For at komme i gang med spillet, skal du naturligvis bruge et kongespil indeholdende: 

  • 1 konge 
  • 10 kubber 
  • 6 kastepinde 
  • 4 hjørnepinde 

Stil banen korrekt op 

Den officielle bane måler 8 x 5 meter, men I kan selv skalere ned, hvis spillets deltagere er børn og ikke har det længste kast. Kongespil kan spilles på alle bløde underlag, men de fleste vælger at sætte spillet op på græsplænen i haven.  

De 4 hjørnepinde kan bruges til at markere banen, når I har målt den op. Dernæst handler det ellers blot om at placere kongen på banens midte samt kubberne fordelt på hvert holds baglinje med nogenlunde samme afstand imellem dem - 5 kubber til hver.  

I kan maks. være 6 personer på hvert hold, så hver spiller kan kaste med min. 1 kastepind i hver runde. Det er også muligt at spille med 1 person på hvert hold, så hver spiller har 6 kastepinde.  

Spillets start og forløb 

  • For at afgøre, hvilket hold der starter, kaster hver spiller en pind mod kongen uden at ramme den. Det hold, der kommer tættest på, har ret til at starte. 

 

Eksempel på spillets forløb (Hold 1 og Hold 2): 

  • Hold 1 kaster kastepinde mod Hold 2’s kubber. Hvis der væltes 1 eller flere kubber, skal de kastes over på Hold 1’s banehalvdel.  
  • Herfra er det Hold 2’s opgave at vælte kubberne, og hvis det ikke lykkes, må Hold 1 gå frem til kubberne midt på banen, når det bliver deres tur igen.  
  • Sådan fortsætter spillet, indtil Hold 1 eller Hold 2 har væltet alle modstanderens kubber og blot mangler at vælte kongen i midten.  

 

Få det sidste ord 

Der er mange faktorer, der giver anledning til diskussioner. Vi har samlet de officielle regler lige her, så du lynhurtigt kan slå op i dem og få det sidste ord.  

  • Hvis en væltet kubb lander bag baglinjen, uden for sidelinjerne eller på holdets egen banehalvdel, må der kastes om. Holdet har altid 2 forsøg til at få kubben til at lande korrekt, ellers må modstanderholdet vælge en placering.  
  • Hvis kongen ved en fejl væltes før tid, har holdet tabt.  
  • Når alle kubber er væltet, og jeres hold endelig kan gå efter kongen, skal alle kast foregå bag jeres baglinje - uanset om der ligger kubber på banen. 
  • Hvis en kubb vælter, men rejser sig igen, tælles den stadig som væltet.  
  • Man må ikke gå efter kubber på modstanderens baglinje, før kubberne på banen er væltet.