Fri fragt på ordre over 599 kr. (Gælder ikke BigNHeavy produkter)

0

Ofte stillede spørgsmål om bæredygtighed

Indeholder jeres legetøj kemikalier, som er skadelige for mit barn? Er det farligt, hvis mit barn spiser MY DOUGH-modellervoks?

Find svarene på disse og mange andre spørgsmål her.

Hvad sker der, hvis mit barn sluger et stykke legetøj fra jer, når han/hun leger med det?

Legetøj, som indeholder små dele, kan udgøre en alvorlig sundhedsrisiko for små børn. Hvis et barn putter en af disse små dele i munden, og den ender i luftvejene, er der risiko for, at barnet kan blive kvalt. Børn op til tre år er særligt udsatte, da de gerne vil putte ting i munden.

Legetøjsdirektivet håndhæver derfor strikse krav, som fordrer, at virksomheder udfører kvælningstest på små dele for at afgøre, om de kan udgøre en kvælningsfare, og at sætte advarselstekster på legetøj, som ikke er egnet til børn under tre år.

Det er yderst vigtigt, at forældre og andre voksne holder øje med disse advarselstekster og følger de anførte sikkerhedsforanstaltninger, så børn holdes på sikker afstand og dermed undgå, at der opstår ulykker. Læs mere om, hvad du kan gøre for at vælge det mest velegnede legetøj til dit barn og øge sikkerheden, når dit barn leger, her.

Alle vores produkter, som indeholder små dele, er testet ved hjælp af små cylindere som vist nedenfor. Cylinderen er udformet som et treårigt eller yngre barns hals. Hvis delene ikke passer ned i cylinderen, anses de for at være for store til at udgøre en kvælningsfare for et barn. Alle legetøjsdele, som passer ned i cylinderen, udgør imidlertid en mulig kvælningsfare.

Indeholder jeres legetøj PVC?

Ja, noget af vores plasticlegetøj indeholder PVC. Det gælder blødt plasticlegetøj som f.eks. dukker, oppusteligt legetøj og actionfigurer.

Denne type produkter indeholder PVC, fordi det er et meget fleksibelt materiale og kan være med til at gøre legetøjet slidstærkt og holdbart. Det kan f.eks. bruges til at give en dukke fine ansigtstræk. Det overholder desuden alle internationale standarder for sikkerhed og sundhed. 

Hvis du vil vide mere om PVC, kan du klikke her.

Sælger I legetøjsvåben i jeres forretninger?

Ja.

Vi vil gerne have, at børn skal have det sjovt, når de leger med vores produkter, og vi gør vores bedste for at undgå produkter i vores sortiment, der kan påvirke børn på en negativ måde. Vi har en omfattende indkøbsproces og intern politik omkring etik i forbindelse med produktvalg, der hjælper os med at sikre lige præcis det. 

Vi sælger f.eks. ikke legetøjsvåben, der regnes som realistiske kopier af moderne skydevåben, som kan associeres med moderne krig, terror eller gadekriminalitet. 

Men vi anerkender også, at de fleste børn i perioder af deres liv er interesserede i rollespil, som f.eks. “de gode mod de onde”, “politi og røvere” og “cowboys og indianere”. Derfor sælger vi stadig legetøjsvåben, der kan være en del af denne leg, bl.a. bue og pil, cowboypistoler, middelaldervåben, lyssværd og skjold samt legetøjspistoler, der ligner dem, politiet bærer.

Indeholder jeres legetøj ftalater?

Nej.
Vi accepterer ingen brug af ftalater i vores legetøj. I dette tilfælde overgår vores regler lovkravene, som kun forbyder visse ftalater. Mange spørger, hvorfor denne information ikke fremgår af vores produkter. Da der allerede er regler for anvendelse af ftalater i legetøj, er det ikke tilladt at mærke legetøj med, at det ikke indeholder ftalater.

For yderligere information om de forskellige typer af ftalater, og hvorfor vi ikke bruger flalater i vores produkter, klik her.

Er der parfume i jeres produkter?

Ja og nej.

Vi bruger kun parfume i enkelte og udvalgte produkter, hvis det giver mening, og hvis det ikke indeholder stoffer, som EUs regler på området har kategoriseret som allergifremkaldende. Et eksempel er MY DOUGH-produkterne, hvor vi har tilsat en lille smule mandelmel, så produktet lugter bedre. (Der henvises til afsnittet nedenfor for yderligere information om MY DOUGH-produkterne.)

Indeholder jeres produkter parabener?

Både ja og nej. 

Parabener er ikke bare parabener. Parabener kritiseres ofte i medierne. Det har skabt en masse usikkerhed blandt forbrugerne. Men virkeligheden er ikke bare sort og hvid.

Det er nødvendigt at konservere produkter, der påføres på huden, for at modvirke, at der dannes bakterier og mug i dem, hvilket kan forårsage sundhedsproblemer som f.eks. eksem. 

Typisk omtales parabener som en samlet gruppe, der omfatter 6 forskellige konserveringsmidler: methylparaben, ethylparaben, propylparaben, butylparaben, isopropylparaben og isobutylparaben.

Vi har valgt kun at bruge methylparaben og ethylparaben som konserveringsmidler i vores makeup, da de betragtes som sikre at bruge af EU's Videnskabelige Komité for Forbrugsvarer (SCCP) og er effektive mod en række bakterier. Samtidig er de skånsomme mod huden, og kun meget få mennesker udvikler allergi over for dem.

Vi bruger ikke propylparaben, butylparaben, isopropylparaben eller isobutylparaben i nogen af vores produkter, fordi man mener, de kan være hormonforstyrrende. 

Du kan læse mere om andre stoffer, som vi enten accepterer eller ikke accepterer i vores produkter, og det, der ligger til grund for beslutningen, her.

Er det farligt, hvis mit barn spiser MY DOUGH-modellervoks?

Nej.

Der er ingen grund til bekymring, hvis dit barn ved en fejltagelse spiser noget modellervoks, da den ikke indeholder ingredienser, som er skadelige for børn. Den eneste risiko er, hvis dit barn er allergisk over for gluten eller nogle af farvestofferne. I disse tilfælde er det vigtigt at holde øje med barnet for at se, om det får en allergisk reaktion.

Hvis dit barn har spist store mængder af MY DOUGH-modellervoks (f.eks. en hel bøtte), kan han/hun måske få lidt ondt i maven og/eller diarré pga. indholdet af salt og paraffin.

De grundlæggende bestanddele er hvedemel og vand. Da vådt hvedemel ikke lugter særlig godt, har vi dog valgt at tilsætte en lille smule mandelmel, så modellervoksen lugter lidt bedre. Børn kan få lyst til at smage på modellervoksen. For at forhindre dette, har vi valgt at tilsætte et bitterstof, så det ikke smager godt.

MY DOUGH-modellervoksen indeholder følgende ingredienser:

Hvedemel*, vand, salt, konserveringsmidler, paraffin, propylen, glykol, mandelmel**, bitterstof og farvestoffer***.

*Hvedemel indeholder gluten.

**Mandelmel kan indeholde bitre mandler, som enkelte mennesker kan være allergiske over for.

***De farvestoffer, vi anvender, er tilsætningsstoffer, der enten anvendes i mad eller kosmetik.

Hvad er jeres syn på kønsroller, legetøj og stereotyper?

Hos BR har vi intet ønske om at gengive eller styrke stereotype kønsroller. Vi stræber derimod altid efter at give alle børn mulighed for at lege med det legetøj, de har lyst til. Vores erfaring er, at både drenge og piger godt lide at lege med mange forskellige slags legetøj. Derfor har vi et stort og varieret sortiment, de kan vælge ud fra.

Vi er klar over det ansvar, der følger med vores markedsføring til børn, og har inden for de seneste par år gjort meget for at fremme alsidighed og lige leg for begge køn. Siden 2012 har vi f.eks. samarbejdet med den svenske ombudsmand omkring, hvordan vi sikrer os, at den måde, vi portrætterer drenge og piger på i vores trykte reklamer for BR og TOYS”R”US, mere præcist afspejler en moderne måde at lege på. Hvis både drenge og piger f.eks. godt kan lide at lege med dukker eller legetøjsvåben, så vil vi gerne afspejle dette mønster, så alle børn forhåbentlig vil se, at det er okay at lege med lige præcis det legetøj, de har lyst til at lege med.

Er legetøj produceret uden for Europa mindre sikkert en legetøj produceret i Europa?

Nej.

Der gælder de samme sikkerhedsregler for alt legetøj på det europæiske marked, uanset hvor det er produceret. Derfor har det ingen betydning, hvor legetøjet er produceret. Det vil sige, at legetøj produceret uden for Europa skal overholde de samme sikkerhedskrav som legetøj produceret inden for Europas grænser.

Det er muligt at finde legetøj, som ikke er sikkert, i både Europa og Asien. Men da 80% af alt legetøj i verden produceres i Asien, udgør de samtidig en meget større andel af det legetøj, som sælges, og derfor forholdsmæssigt også af det legetøj, som ikke er sikkert.

Hvad gør I, hvis I opdager, at der er benyttet børnearbejde i jeres leverandørkæde?

TOP-TOY ejer ingen fabrikker. Vi arbejder derfor tæt sammen med de fabrikker, som producerer det legetøj, vi sælger. Inden vi optager et nyt produkt i vores sortiment, vurderer vi arbejdsforholdene på den pågældende fabrik.

Heldigvis er det meget sjældent, at vi opdager, at en virksomhed benytter sig af børnearbejde. Når vi endelig finder et barn i en produktion, drejer det sig som regel om børn i alderen 14-15 år (arbejdslavalderen i Kina er 16 år), men det er ikke noget, vi accepterer.

I tilfælde af børnearbejde reagerer vi øjeblikkeligt for at sikre barnets sikkerhed og fremtid. Når vi ser på den sociale situation i mange af de lande, vi opererer i, er den bedste løsning dog ikke altid at sende barnet væk fra fabrikken med det samme, da de kan ende værre steder end den pågældende fabrik, men i stedet finde frem til en god løsning i samarbejde med barnet selv, dets familie, de lokale myndigheder og fabrikken. Hvis fabrikken ikke ønsker at tage affære, har vi kun en mulighed, nemlig at afslutte vores samarbejde med den pågældende fabrik

En af vores nøgleprioriteter er derfor at ansætte auditører, som kender den lokale kultur og skikke, og som taler sproget, til at overvåge og tage den tætte dialog med fabrikkerne.

Indeholder jeres legetøj kemikalier, som er skadelige for mit barn?

Vores legetøj indeholder ikke kemikalier, som er skadelige for dit barn. Grænserne for kemikalier er strengt reguleret i det europæiske legetøjsdirektiv, og vi bruger betydelige ressourcer på at sikre, at vores legetøj lever op til disse krav og sommetider endda overstiger dem. Vi fravælger omhyggeligt kemikalier, som eventuelt kan være skadelige. Vores legetøj bliver også produceret under stærkt kontrollerede forhold, og det bliver altid testet omhyggeligt. Du kan være forsikret om, at vi gør vores bedste for at sælge legetøj, der er både lovligt og sikkert.

Du finder mere information om kemikalier her:

 

Vi bruger cookies Accepter Læs mere