365 dages bytteservice i butikkerne og på BR.dk   |  Fri fragt på køb over 500,-
Ønskeliste
Din kurv

Træ med FSC®

Hos BR sælger vi mange produkter af træ og papir. Det er vigtigt for os, at træet kommer fra veldrevne FSC-certificerede skove eller har anden ansvarlig oprindelse. Derfor fører vi et bredt udvalg af FSC-mærkede produkter og forsøger løbende at udvide sortimentet. Kig efter FSC-logoet ved de certificerede produkter i webshoppen og kig efter FSC-mærket næste gang du besøger BR.

HVAD ER FSC?

FSC står for Forest Stewardship Council®. FSC er en global non-profit organisation, som arbejder for at udbrede ansvarligt skovbrug verden over gennem certificering af skove og virksomheder og mærkning af produkter. FSC sikrer, at træ kommer fra ansvarligt drevne FSC-certificerede skove og andre kontrollerede kilder. En FSC-certificeret skov skal leve op til høje krav til social, økonomisk og miljømæssig skovdrift. Det betyder, at man med FSC er med til at passe på skovene for nuværende og fremtidige generationer, og de mennesker og dyr, som bor i dem.

Læs mere her: www.fsc.dk

 

HVILKEN FORSKEL GØR FSC?

  • I en FSC-certificeret skov ved du, at skovarealet vil være det samme generation efter generation
  • Sjældne og truede arter og deres levesteder beskyttes
  • I dele af skoven er der ingen kommerciel hugst, og dele af skoven drives specifikt med det formål at bevare og fremme biodiversitet
  • Naturlige vandløb, vådområder og bredområder skal beskyttes, og skovejeren skal passe på vandkvaliteten
  • Oprindelige folks rettigheder skal respekteres og skovejeren skal bidrage økonomisk til projekter, der gavner lokalsamfundet (eksempler er adgang til lægehjælp, skolegang for børn, vand o.l.)
  • Arbejderne i skovene skal være uddannede og have ordentlige arbejdsforhold (f.eks. sikkerhedsudstyr og løn)
  • FSC-træ er lovligt fældet og handles på almindelige markedsvilkår

 

HVAD KAN JEG GØRE?

Du kan kigge efter FSC-mærkede produkter, når du er i vores butikker eller shopper online. FSC findes på en række produkter fra senge og papirvarer til produkter til haven og andre møbler. Kig også efter FSC-mærket, når du køber ind i andre butikker og webshops. Der findes tre FSC-mærker: FSC 100%, FSC MIX og FSC RECYCLED.

 

HVILKEN KONTROL LIGGER BAG FSC?

Vi har en FSC-varemærkelicens FSC® N001722. Det betyder, at vi er godkendt af FSC Danmark til at bruge FSC’s varemærker i markedsføring af FSC-mærkede produkter. Vi er underlagt kontrol af, at vi indkøber FSC-certificerede og mærkede produkter og anvender FSC’s varemærker korrekt.

Alle led fra skov til og med, at et produkt færdiggøres og mærkes skal have sin egen FSC-certificering. Det sikrer, at der i FSC-mærkede produkter kun anvendes tilladte råvarer. FSC-certificeringer foretages af uvildige certificeringsorganer, hvilket er med til at sikre høj kvalitet og troværdig dokumentation. Alle med en certificering kontrolleres minimum en gang årligt gennem besøg og inspektion. Der foretages også yderligere kontrol, hvis der opstår behov for det. Herudover er brugen af FSC-varemærker (fx FSC-logoet) underlagt specifikke retningslinjer, som også kontrolleres, så troværdigheden af mærkningen sikres.

 

HVORDAN VED JEG, AT FSC MÆRKET ER SIKKERT?

Bag FSC-mærket ligger et strengt internationalt kontrolsystem. Hvert led i kæden mellem skov og forbruger skal have sin egen certificering og sit eget certificeringsnummer. Sidder FSC-mærket på et produkt, skal der også være en certificeringskode på produktet.

Alle FSC-certificeringer foretages af uvildige certificeringsfirmaer og brugen af FSC's logo kontrolleres hele tiden.

 

BETYDER FSC, AT SOCIALE FORHOLD ER SIKRET?

FSC sikrer, at skovarbejderne uddannes og får sikkerhedsudstyr, en ordentlig løn og ret til at organisere sig i fagforeninger. Samtidig sikres indfødte folkeslag retten til at bruge skoven som de tidligere har gjort, og de inddrages i skovens forvaltning. I mange af verdens fattigste lande er det også en del af den nationale FSC Skovstandard, at en procentdel af overskuddet fra skovdriften skal gå til opbygning af skoler, klinikker m.m.