365 dages bytteservice - i butikkerne og på BR.dk
Ønskeliste
0
Din kurv
0

7 kreative ideer

Grib dit barns fantasi

Hurtige racerbiler, det ydre rum eller bløde bamser. Hvad end dit barn udviser interesse for, så dyrk det sammen! Vi har samlet 7 kreative ideer, som sætter gang i fantasien og opmuntrer til leg.

1. Vroom vroom!

Hvis du har en lille motor-entusiast derhjemme, kan I bygge jeres egne racerbaner i stuen. Lav veje rundt på stuegulvet med farvet tape, som er nemt at få af gulvet igen, og kør så ræs med biler eller tog. Er det flyvemaskiner, der trækker, kan I også lave landingsbaner. Med en skotøjsæske kan I toppe legen med en garage til køretøjerne, så de har et sted at køre i pit. Sæt gang i farver, saks og tape!

2. Mod det uendelige univers!

Farverige planeter, ormehuller og stjerneskud. Det ydre rum er superfascinerende. Drømmer dit barn om at sætte kursen mod en fjern galakse, så lav en uro til børneværelset med marsmænd, raketter og stjerneskud i Hama perler, eller klip motiverne ud i farvet karton. Form en rund ring af kraftig ståltråd, sæt snor i toppen af figurerne, og fæstn hver enkelt til ringen lidt forskudt af hinanden. Du kan også bruge pomponer eller malede trækugler som planeter. Hæng uroen over sengen, og 3, 2, 1, din lille astronaut bliver katapulteret ud i det uendelige univers og direkte ind i drømmeland.

3. Kom og køb

Er dit barn dybt betaget af Ninjagoen Kai eller høvdingedatteren Vaiana for tiden? Så gå all in på at skabe en hyggelig hjemmebiograf. Hjælp ungerne med at lave en lille biografbod ud af en stor papkasse. Klip indgangsdør, hul til billetskranke og vinduer på hver side, og tegn entrébilletter i hånden. Sæt en stor gryde med popcorn over, og lad børnene forme og male kræmmerhus, som de kan fylde med popcorn, slik og skumfiduser og sælge i boden. Det er både sjovt og hyggeligt for store og små.

4. Makeover af muleposen eller T-shirten

Hvis der er noget, der kan få de fleste børn i hopla, er det dyr og natur. Gå en tur i haven eller skoven, og find store, dekorative blade, som kan bruges til tekstiltryk. Mal blot den ene side af bladet, og tryk den mod stoffet. I kan også gå i grøntsagsskuffen, halvere en kartoffel, og skære et tigerhoved, en elefantfod eller et andet yndlingsdyr ind i ’kødet’ med en lille fiks, børnevenlig kniv. Eller I kan freestyle og male direkte på stoffet. Det kan være alt fra en kedelig mulepose, som bruges til gymnastiktøjet, til en hvid T-shirt, der trænger til at blive peppet lidt op.

5. Vand trumfer ild

Har du en lille gamer derhjemme, der er på fornavn med samtlige Pokémon-figurer og for længst har lært at danse Floss, har du nok fundet ud af, at det kan være ret vanskeligt at lokke ham væk fra skærmen. Hjemmelavede samlekort kan være løsningen. Tegn jeres egne fantasifulde figurer på karton, og giv dem seje superkræfter. Måske har juniors superhelt røntgensyn, måske kan han trække vejret under vand eller endda fryse alt til is. Giv figurerne styrker og svagheder, og lad så spillet begynde. In real life!

6. En kop te, bamsebjørn?

De er bløde, de er nuttede, og de gør absolut ingen fortræd. Bamser kan man simpelthen ikke få nok af. Har du en mindsteminister, der kan få timevis til at gå med Fiona Frø, Kalle Kanin og Tommy Tiger, så inviter bamsebanden til teselskab. Form tekopper, cupcakes og skeer i selvhærdende modelleringsmasse eller clay, der lufttørrer på en halv time. I behøver hverken ovn eller hårtørrer, og alle dele kan bruges igen og igen og igen. Også til dukkefamilien. Du kan naturligvis også bare købe et færdigt tesæt.

7. Klar til sværdkamp

Måske er det riddere i skinnende rustning, der optager dit barn, i så fald er det oplagt at lave et sejt sværd. Til det skal I bruge hårdt pap, som I klipper i facon og vikler ind i gaffeltape fra top til bund. Lad også lille Sir. Lancelot tegne eller male sit eget våbenmærke med løver, heste og kongekroner på et forsvarsskjold, som er helt uundværligt i nærkamp med en ildspyende drage eller en hurtig modstander. Må den bedste sværdkæmper vinde kampen og det halve Kongerige!