365 dages bytteservice i butikkerne og på BR.dk   |  Fri fragt på køb over 500,-
Ønskeliste
Din kurv

Giv dit barn den bedste start på livet

Der er fuld fart på dit barns udvikling lige fra fødslen

... Faktisk er de første 1000 dage fulde af læring, der skaber et afgørende fundament for resten af livet. Små børn har nemlig brug for omsorg, nærvær og tryghed i spandevis for at trives og udvikle sig til empatiske væsener.

Godnatlæsning i tremmesengen, bagholdsangreb fra kyssemonsteret og kærlige skulderklap. Dét, vi oplever som helt små, tager vi med os videre ind i voksenlivet. Derfor er det helt afgørende, at dit barn mærker dit nærvær og din omsorg. Som forælder er du dit barns trygge favn. Det er hos dig, barnet finder trøst, nærvær, kærlighed og forståelse, og i de første tre leveår bliver grundstenen til dit barns udvikling lagt.
– Vi går så meget op i, at udstyret er på plads – at barnevognen har det rigtige mærke, og at børneværelset er klar – men det vigtigste for vores børn er kontakten til os. Når de bliver født, er de følelsesmæssigt og kognitivt ufærdige. Deres hjerne og nervesystem udvikles i samarbejde med os forældre. Særligt i de første år grundlægges nogle helt afgørende neurale forbindelser i det følelsesmæssige område af hjernen, som afspejler det miljø, barnet er vokset op i, og som bliver til en skabelon for, hvordan barnet vil begå sig resten af livet i relation til sig selv og andre, forklarer familieterapeut Fie Hørby.

Fra den dag din baby siger hej til verden, udvikler hjernen sig eksplosivt. Små børn labber læring og viden i sig, og de har behov for en kærlig og stimulerende opvækst, der kan give dem de bedst tænkelige betingelser for at udvikle sig til hele, kompetente mennesker. Ellers kan det få negative konsekvenser for alt fra skolegang til følelsesliv, viser forskning.

Kærlig kontakt

Det første år er dit barn dybt afhængig af dig. Han har brug for mælk og en ren mås, men også dit fysiske nærvær for at trives.

– Fysisk kontakt skaber følelsesmæssig kontakt. Hold dit barn helt tæt ind til dig, vug det i dine arme, og kig det i øjnene. Udtryk også din kærlighed med ord, selvom dit barn endnu ikke har et verbalt sprog. Han forstår udmærket, hvad du siger alligevel, bare se, hvordan han spjætter som en sprællemand, når han hører din stemme, siger sundhedsplejerske Lena Dyhrberg og forklarer, at en god og sund tilknytning avler kærlige, empatiske og robuste børn på den lange bane.

Når mor ammer eller giver flaske, etableres der helt naturligt en tæt og kærlig kontakt, men far kan også sagtens være fysisk sammen med barnet, fra det er helt spæd. Selvfølgelig når han pusler, og lillemanden tager en lur på hans bare bryst, men faktisk er far ofte også helt afgørende, når det kommer til barnets motoriske udvikling.

– Far er i mange tilfælde også god til at lege vildt med barnet. Han svinger ham rundt i luften, tumler rundt med ham på gulvet og tonser rundt på legepladsen. Det giver en helt fantastisk kropsbevidsthed, siger Lena Dyhrberg.

Den trygge base

Trygge børn tør udforske verden. Når junior ved, at du er lige i hælene, virker den nemlig langt mindre skæmmende. Bliver han usikker eller bange, vil han søge tilbage til dig for at samle mod til igen at kaste sig ud på ukendt territorium.

– Når børn er kede af det eller bange, skal vi byde ind med vores varme, nærvær, blik, krop og kærlige toneleje. Vi skal berolige og trøste, så de føler sig trygge og taget hånd om, og så de ved, at vi er der og passer på dem uanset hvad, siger Fie Hørby, der er indehaver af Blackbird Institute, som tilbyder uddannelser inden for relationskompetence, familieterapi og -rådgivning.

Et barn, der vokser op i et hjem, hvor mor og far eksempelvis skændes eller skælder meget ud, vil være mere utrygt i mødet med nye omgivelser og mennesker. Formentligt vil barnet have svært ved at gøre sig gældende, mangle blikket for andre, være mere tilbageholdende eller omvendt meget opsøgende.

– Vi er dybt forbundne med vores børn. De læner sig ind i vores nervesystem, og vores følelser smitter af på dem. Børn søger vores øjne for at finde ud af, hvor de har os, for de er spejlet på vores inderside. De orienterer sig efter den kommunikation, der foregår mellem linjerne. Smilet, der stivner. Kroppen, der siger nej. Stemmen, der bliver hård. De aflæser lynhurtigt, hvis der er dårlig stemning. Så vær opmærksom på, hvad det er, du signalerer over for dit barn. Din egen adfærd kan som regel gøre dig klogere på, hvorfor dit barn reagerer, som det gør, pointerer Fie Hørby.

Når alt kommer til alt, er du som forælder dit barns allerstørste rollemodel. Nu og for altid.

 

4 ting, der gavner dit lille barns udvikling

1. Fysisk kontakt

Kropskontakt beroliger dit barn og styrker tilknytningen. Gå i bad sammen, sov sammen, kram og nus - vær i det hele taget tæt sammen hud mod hud.

2. Bevægelse

Støt dit barns motoriske udvikling. Hvis du konstant er nervøs for, at junior banker hovedet ind i en bordkant eller slår sig på trappen, må du børnesikre hjemmet. For mange nej’er og pas på’er gør barnet usikkert. Vores frygt forplanter sig til de små, og så frarøver vi dem deres nysgerrighed og gåpåmod.

Leg i naturen er godt for dit barns motorik. Her kan I kravle op og ned ad skrænter og tage afstikkere fra de markerede stier, hvor terrænet er mere udfordrende.

3. Kommunikation

Børn lærer at mestre sproget ved at lytte til det og blive talt med, læst for og sunget for. En nyfødt baby kan du kommunikere med ved at tænke højt. Fortæl barnet, hvor meget du elsker det, og hvad I skal lave i dag. Læg mærke til dit barns reaktion – han responderer faktisk på det, du fortæller. Derudover er det en god idé at synge sange og læse bøger med dit barn. Det er udviklende for deres sprog og fantasi.

4. Trøst

Børn græder oftest, fordi de er utrygge, trætte eller frustrerede. Trøst dit barn ved at holde om det. Tys aldrig på barnet eller affej dets følelser som noget pjat. Alle følelser er ok, og barnet skal også lære at håndtere de svære af slagsen.

 

Om eksperterne

Fie Hørby er psyko- og familieterapeut og indehaver af Blackbird Institute, der tilbyder uddannelse inden for relationskompetence, familierådgivning og familieterapi. Forfatter til bogen ’Drop opdragelsen’.

Lena Dyhrberg, sundhedsplejerske med egen praksis og 30 års erfaring. Forfatter til ’Født klog’ og medforfatter til ’Sprogmiljøer i børnehøjde’.